Erika Voigt

ils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003): I 1940'ernes anden halvdel afløste hun den sygdomsplagede Liva Weel som fejret revy-dronning, men hendes stjernestatus på teatret gik ikke igen på film. Her gør hun - med sin kompakte konefigur, sit tindrende gode humør og sin indtagende djærve københavnerfacon - god fyldest i biroller. Der er noget ægte solbeskinnet ved hendes væsen, et præg af svundne tiders klippesikre ukuelighed. Som oftest lyste hun op i folkekomedier, men hendes forlystelsessyge hustru i Carl Alstrup-dramaet "Peter Andersen" (1941) viser oplagt talent for karakterspil i en sjælden negativ rolle. Mere åndsbeslægtet virker dog hendes husmor fru Lykkeberg i "Lykken kommer" (1942) - "et af de få livsstykker, man kan udholde" (Jørgen Stegelmann). Her ses hun i tæt, harmonisk samspil med en overdådigt veloplagt Ib Schønberg, der som sporvognskonduktør elsker "mutter og linie otte" - småborgerlighed med et menneskeligt ansigt. Hun er kvindesagskvinde i "Op med lille Martha" (1946), og i "Bag de røde porte" (1951) ses hun igen i samspil med Ib Schønberg, der som indehaver af en sangerindepavillion behandler hendes gæve bakkesangerinde med tilbørlig respekt. Og i "Fodboldpræsten" (1951) har hun som menighedsrådsformand igen hjertet på det rette sted, omend hendes geskæftighed kan tage overhånd. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]